Visioner for Fremtiden  

Visioner for fremtiden

Den 1. marts 2018 solgte staten det centrale anlæg i Annebergparken – også kaldet Grønnegårdskomplekset til Gitte Klausen og Morten Schantz. Bygningerne er bygget til konkrete formål – og tankerne har derfor fra starten været at skrive videre på historien fremfor at tvinge nye funktioner ind. Visionen er at vække anlægget til live igen uden at ødelægge den smukke kulturarv ved at etablere en kulturpark med mulighed for overnatning.

 

 

Kirken er indviet og kan fortsat bruges til vielser, koncerter og fx foredrag og højtlæsning. Den store køkken- og vaskeribygning huser i dag en række iværksætter virksomheder indenfor fødevarer. Badeanstalten vil blive taget i brug for helsegivende kurbade. Plejerskebygningen med foredragssal kan anvendes til kursus- og højskoleophold. Forsamlingsbygningen med teater bliver brugt til konferencer, fester, optræden osv. Værkstedsbygningen er godt i gang med at blive indrettet til snedkerværksted til fremstilling af forskellige træarbejder.

 

 

Andre bygninger kan bruges som værksteder og udstillingslokaler for kunstnere. Haveanlægget ønskes rekonstrueret og vil sammen med den omgivende park med de gamle træer invitere til fordybelse og rekreation. Der arbejdes desuden på at kunne tilbyde de mange oprindelige soverum for læger, plejersker, køkken- og rengøringspersonale mv. som overnatningsmulighed for stedets gæster.

 

Nænsom restaurering

Planen er at restaurere de i alt 12 bygninger og haven med stor respekt for de oprindelige tanker, materialer og håndværksmæssige traditioner – og derigennem understrege den unikke arkitektur til fremtidig glæde for både lokale beboere og gæster.

Da både bygninger og haveanlæg er fredede, skal dette ske i samråd med Slots- og Kulturstyrelsen.