Pressemeddelelse 03.10.2019:   

 

Det var med stor glæde at Gitte Klausen, indehaver af Anneberg Kulturpark, modtog beskeden om, at Økonomiudvalget på deres møde d. 24. september havde vedtaget at sælge Vibehus til Anneberg Kulturpark, som det fremover vil blive en vigtig del af.

 

Vibehus skal fremtidssikre Dansk Videnscenter for Tang

Anneberg Kulturpark ejer i forvejen de fredede bygninger i Grønnegårdskomplekset på det tidligere sindssygehospital i Annebergparken. Her er en række fødevareproducenter indenfor de seneste 1½ år flyttet ind – her i blandt Dansk Tang, der med deres innovative og spændende forretning har inspireret Gitte Klausen til ideen om at etablere et Dansk Videnscenter for Tang i Odsherred. Takket være de tre meget forskellige kystlinjer i Odsherred (Kattegat, Sejerøbugten og Isefjorden) er der her mulighed for at høste alle danske tangarter. Denne specielle geografi findes ikke andre steder i Danmark.

 

Tænk tang ind i hverdagen

Visionen for Dansk Videncenter for Tang er at få mere tang ind i danskernes hverdag, da tang er sundt for både klima og mennesker – og potentialet for at udnytte tang er kæmpestort. Tang kan spises, anvendes som byggematerialer, til forbrænding, som gødning og i foder, som erstatning for plastik og sikkert meget mere som fremtiden vil vise.

Missionen med et videncenter for tang vil blive at indsamle og formidle viden om tang. Centeret vil arbejde for at bygge bro mellem forskning og praktisk anvendelse og bidrage til at undervise de kommende generationer om tang.

Bag projektet står et stærkt hold bestående af Anneberg Kulturpark, Geopark Odsherred, Dansk Tang, DTU Fødevareinstituttet, Københavns Universitet og Nationalt Center for Lokale Fødevarer. Og med en bevilliget LAG-støtte på små 400.000 kr til et forprojekt, vil der ikke gå lang tid, før projektet kan gå i gang.

 

Åbent hus i efterårsferien

Vibehus ligger naturskønt med skoven som baghave og kun adskilt fra fjorden af Fjordsletten og Egebjergvej. Bygningen er fra 1921 og vil være velegnede til fx besøgscenter med udstillinger, konference, undervisning og overnattende kursister. Vibehus er derfor – ude som inde – ideel for de aktiviteter, der fremadrettet skal foregå i Dansk Videnscenter for Tang.

Anneberg Kulturpark holder Åbent Vibehus i efterårsferien med en popup-udstilling, hvor børn og voksne kan se huset og selvfølgelig blive lidt klogere på tang. Detaljer om arrangementet vil blive publiceret i Odsherred Kalenderen.

 

 

Kontakt:

Gitte Klausen, 22 48 88 08, gitte@ggap.dk