Designkonkurrence
Som det første sted i Danmark etableres der i Odsherred et minispinderi. Minispinderiet ’Det vilde spinderi’ vil fra maj måned 2021 karte, spinde og plantefarve uld fra Odsherreds og nærmeste omegns får, mohairgeder og alpakaer. Visionen er at det Det vilde spinderi skal producere garn og karteflor til bæredygtige tekstiller fra urt til skab. Tekstiller skal kunne spores tilbage til dyret og stedet for planternes indsamling og fortællinger fra stedet skal afspejles i designs. Garn og karteflor fra Det vilde spinderi skal bruges til at væve, strikke, filte, reb slå og hækle til beklædning, accessoires og boligtekstiler. Designet skal være skarpt og være med til at sætte en ny dagsorden.

 

Du kan være med til at skabe de første bæredygtige designs. Tekstilkunstnere, tekstilhåndværkere og tekstildesignere inviteres til at deltage i en forestilling, som skal afvikles hen over de sidste tre dage i februar 2021. Forestillingen vil være en kombination af en interaktiv udstilling af skitser og prototyper af designs monteret på kuliser og artist-talks. Publikum vil sammen med et bedømmelsespanel udpege designs for den kommende sæson. Forestillingen finder sted i en gammel lade i Anneberg Kulturpark. Forestillingen tænkes gennemført med støtte fra Kulturministeriets Aktivitetspulje.  

Dogme
● Valgte tekstilkunstnere/-håndværkere/-designere skal hver levere tre designs og en artist-talk.
● Designs skal være inden for kategorierne rygsæk, vest, bukser og/eller skørt.
● Tekstilkunstner/-designer/-håndværker vælger selv om det er tre designs inden for samme kategori eller det er forskellige kategorier.
● Designs skal kunne fremstilles af uld, plantefibre og plantefarver fra Odsherred og de skal indarbejde lokale fortællinger.
● Tekstilkunstnere/ -designere/ -håndværkere opfordres til at tænke i forskellige målgrupper i forhold til alder og køn.
● To af de udarbejdede designs kan evt. præsenteres som skitser med prototype i papir/karton men, der skal indgå farve og materiale eksempler. Et design skal være prototype i endeligt materiale og farve.  

 

Praktisk information
● Anneberg Kulturpark og Kunstkollektivet 8B står for projektledelse, generel organisering og markedsføring, men alle deltagende kunstnere skal om muligt markedsføre på egne sociale medier, så projektet spredes mest muligt.
● Kunstkollektivet 8B står for udvælgelse af deltagende tekstilkunstnere/-håndværkere/designere og for kuratering i forbindelse med forestillingen.
● Du tilbydes gratis værkstedplads i Kunstkollektivet 8B med overnatningsmulighed i designudviklingsperioden.
● Du får i et aftalt omfang stillet materialer til rådighed.
● Honorar per kunstner/designer for tre designs og en artist-talk er 20.000 kr. Faktura skal stiles til Anneberg Kulturpark.
● Det er muligt for flere tekstilkunstnere/-designere/-håndværkere at arbejde sammen om de samme designs. I så fald deles honoraret.
● Designs vil efterfølgende tilhøre ’Det vilde spinderi’ og kan efter aftale være udgangspunkt for samarbejde om fremtidige kollektioner.
● Optagelser (film og foto) fra forestillingen tilhører efterfølgende Anneberg Kulturpark og kan herefter frit bruges i markedsføring af Kulturparken, Det vilde spinderi og et fremtidigt bæredygtigt tekstilbrand fra urt til skab
● Designudviklingen skal løbende dokumenteres via foto som kan deles på SoMe med #annebergkulturpark, #kunstkollektivet8b.
● Designs skal være færdige og i samarbejde med kurator monteres på/ved kulisser senest d. 24.2.2021

 

Der udvælges 8 tekstilkunstnere, -håndværkere/ -designere efter et først til mølle-princip. Interessetilkendegivelse med maks. 10 linjers motivation og maks. fem fotos af tidligere værker og evt. link til hjemmeside/ instagramprofil skal sendes 8b@kunstibrug.dk deadline 21.1.2021

 

Forestillingen finder steder:
Den 26. – 28. februar 2021
Anneberg Kulturpark
Annebergparken 26A,
4500 Nykøbing Sjælland

 

Læs mere om Kunstkollektivet 8B:
www.kunstkollektivet8b.dk