Det rullende madværksted

Gastronomi

 

 

I denne uge, fra 10. til 12. juli, kan lokale borgere og sommergæster kigge forbi Anneberg Kulturpark ved Nykøbing Sjælland, hvor et rullende madværksted byder på en gratis bid madlavning.

 

I løbet af de næste syv uger vil et mobilt udekøkken gæste en række danske byer fordelt over hele landet med et hold af professionelle hverdagskokke. De vil bistå feriegæster og lokale indbyggere i at lave lækker og let sommermad.

Det rullende madværksted sendes ud i det danske sommerland som en del af regeringens sommerpakke, der blev lanceret sidst i juni, og som blandt andet skal styrke lokalt erhvervsliv og øge turismen.

Lær at lave mad med tang
Anneberg Kulturpark er valgt som ét af stoppene på madværkstedets sommerturné, hvor det gør ophold i weekenden, 10.-12. juli.
De lokale råvarer og egnsspecifikke retter vil være i centrum for madlavningen, og en spændende lokal ingrediens er tang. Kodeordet for initiativet er, at alle skal kunne være med. Der er plads til cirka 20 børn og voksne ved gryderne ad gangen.

Det er gratis og uden tilmelding at deltage.

Sommerturnéen arrangeres og afholdes af Madkulturen, der er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet.

 

Fakta
Hvor: Anneberg Kulturpark, Annebergparken 35, 4500 Nykøbing Sjælland
Hvornår: 10.-12. juli
fredag kl. 12:00-16:00,
Lørdag og søndag 10:00 -16:00
Læs mere: www.madkulturen.dk/sommer